fbpx
ET NATURPRODUKT

Smag som kun naturen kan fremtrylle

Honning er altid et naturprodukt – ellers måtte vi slet ikke kalde det for honning.
Bier laver honning ved at samle nektar ind fra blomster. Herefter lagrer bierne nektaren i bistadet, hvor den modnes til lækker honning.

HONNINGTYPER

Bag om råvaren

Farven og smagen af honning varierer afhængig af, hvilke blomsternektar honningen kommer fra.

Der er mange tusinde slags honninger, som stammer fra forskelligartet nektar eksempelvis lavendel, akacie, eukalyptus, lyng og orangeblomst.

Konsistensen på honning er fra naturens side flydende, men vil efter et stykke tid begynde at krystallisere og få en fast konsistens. Forholdet mellem sukkerarter i honningen afgør, hvor hurtigt honningen bliver fast.

Honningens farve kan variere fra næsten hvid til sort afhængig af, hvilke blomster bierne har samlet nektar fra. Lyse honninger er ofte milde, mens mørke honninger typisk har en mere kraftfuld smag.

Tryk på honningtyperne på oversigten for mere information om hver.

HONNING & MADLAVNING

En alsidig ingrediens

Honning smager dejligt på brødet og i teen, det er de fleste klar over, men de færreste ved, at honning også er ideelt at bruge i stedet for sukker til både bagning, syltning og madlavning. Og så indeholder honning ikke fedt. Honningen bruges også som en smagsforstærker, et krydderi, som kan anvendes i det søde, men også i det salte køkken, med en helt fantastisk virkning. Honning bør stå ved siden af salt, peber og eddike, lige ved hånden i køkkenet.

Farven og smagen af honning varierer afhængig af, hvilke blomsternektar honningen kommer fra.

Der skal bruges ca. en spsk. honning pr. ½ kg mel. Selvom der er naturligt forekommende vand i honning, vil man i de fleste bage- samt dessertopskrifter kunne erstatte sukkeret med honning i forholdet 1:1. Dog skal man være opmærksom på, at sammenligner man honning med sukker, indeholder honning naturligt mere vand end sukker, så specielt til bagning skal man huske at formindske væskemængden en smule.

Ved at anvende honning i desserter, bagning og madlavningen, vil maden få en spændende karakter. På samme måde, vil honningen også være velegnet som en væsentlig ingrediens i fx bolsjer og øl. Herudover kan specielt den flydende honning også benyttes som et supplement eller erstatning til karamel eller chokoladesovsen på is, fromage mm.

Honning til marinader

Også som marinade til kødet, er honningen særlig velegnet. Dette skyldes, at honningen bidrager hurtigere med en brunere og mere elegant farve til kødet end mange andre sukkerformer. Herudover vil smagsnuancerne også blive mere fremtrædende.

Ifølge en rapport fra teknologisk institut er anvendelse af honning til marinade med til at beskytte kødet mod harskning. Dette er både under og efter tilberedning, men effekten afhænger meget af honningtype. Honning er både med til at forbedre spisekvaliteten, samt smags- og lugteindtryk. Når kød lægges på køl eller i fryseren, kan det få en harsk smag, men marinade med antioxidant minimerer risikoen for harskning. Kløver- og lynghonning har vist sig at være nogen af de mest effektive honningtyper til at forhindre harsk smag i kødet. Antioxidative egenskaber reducerer oxidation under lagring, og minimerer hermed risikoen for den uønskede genopvarmede smag. En analyse viste at både smag, lugt og farve af kødet, der var marineret med 5% honning ændrede kødets smagsprofil, så kødet både blev mere sødt og mindre syrligt. Undersøgelsen viser, at de naturlige antioxidanter i marinaden tilsat som honning kan forlænge holdbarheden uden brug af e-numre. Derved udgør honning et naturligt alternativ til e-numre. Læs mere om marinade af kødet med honning på teknologisk institut.

ØKOLOGISK HONNING

Naturligvis økologi

Hos Jakobsens har vi et bredt udvalg af økologiske honninger – og der er flere på vej.

Jakobsens er godkendt til økologisk produktion af honning af Fødevarestyrelsen i henhold til reglerne i EU’s økologiforordning.

Når der laves økologisk honning er det vigtigt at biavlerne samtidig overholder reglerne for placering, fodring, sygdomsforebyggelse og bistadernes beskaffenhed.

Bier færdes i en radius af op til 3 km fra bigården. Derfor er det i reglerne om økologisk honning fastsat, at bigårde, der avler økologisk honning, skal være placeret, så nektar- og pollenkilder i en radius af 3 km består af økologiske afgrøder og/eller vild bevoksning. Reglerne om økologi – herunder økologisk honning findes i EU’s økologiforordning.

EGNSHONNING

Honning fra Danmarks egne

Tag med på en smagfuld rundrejse i egnshonningens tegn.

Egnshonning er honning, som er indsamlet af bier fra en bestemt egn i Danmark. Vores egnshonninger kommer fra forskellige områder, da vi altid er på udkig efter nye spændende områder.

VIDSTE DU?

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor er honningen blevet så fast, at den ikke er smørbar?

Jakobsens honning er et 100% naturprodukt. Honning kan variere i smag og konsistens fra tapning til tapning – afhængig af, hvilken vegetation bierne har trukket på. Ligeledes kan der forekomme store variationer fra år til år. Derfor kan honningens konsistens variere fra flydende til meget fast. Opbevaringstemperaturen kan også have stor betydning for honningens konsistens. Kulde gør honningen fast og varme gør honningen blød. Jakobsens anbefaler, at honningen opbevares ved 18 – 22°C. En fast honning i plastbæger kan masseres blød ved at trykke forsigtigt rundt på bægeret i ca. 1 minut. Alene friktionsvarmen kan blødgøre fast honning.

Hvorfor bør honning ikke gives til børn under 1 år?

På alle Jakobsens honninger, står der en advarselsmærkning om, at honning ikke bør gives til børn under 1 år. Baggrunden for advarselsmærkningen skyldes, at honningen naturligt kan indeholde bakteriesporer, som i nogle få tilfælde har vist sig at være farlige for spædbørn, da deres immunforsvar ikke er helt udviklet. Honning er helt ufarligt for børn og voksne.

Fødevarestyrelsen har besluttet, at advarselsmærkningen skal stå på al honning, som sælges i Danmark. I andre EU lande er mærkningen frivillig eller også sker det via oplysningskampanger.

Hvorfor har den faste honning ændret udseende - er den dårlig?

Hvis honning udsættes for høj varme over en længere periode, vil den begynde at smelte, og der kan dannes et lag flydende honning eller et hvidt lag “skum” på toppen. Der er ud fra et fødevaresikkerhedsmæssigt synspunkt ikke noget i vejen med honningen. Honningen kan omrøres og vil herefter få et normalt udseende igen.

Der er hvide prikker/krystaller i bunden af den flydende honning – er den dårlig?

Som en naturlig proces kan flydende honning krystallisere med tiden. De hvide prikker er naturligt forekommende krystaller, der forsvinder, hvis honningen sættes i et varmt vandbad. Der er ud fra et fødevaresikkerhedsmæssigt synspunkt ikke noget i vejen med honningen, selvom den er begyndt at krystallisere.

Hvor lang tid kan honning holde sig?

Jakobsens garanterer op til 18-24 måneders holdbarhed fra produktionsdatoen, afhængig af det enkelte produkt. Holdbarheden ændres ikke af, at emballagen har været åben. Holdbarheden på din honning, kan du se på “bedst før datoen”.

Er det rigtigt, at der ikke er tilsat noget til honning?

Ja. Honning er et 100% naturprodukt. Der må ikke tilsættes fødevareingredienser, herunder tilsætningsstoffer eller vand. Der må desuden ikke laves om på honningens naturlige sammensætning, ved eksempelvis at fjerne naturlige bestanddele. Reglerne findes i den danske honningbekendtgørelse og i det europæiske honningdirektiv.

Er honning opvarmet?

Når Jakobsens modtager dansk og udenlandsk honning, er honningen for det meste meget hård eller delvist krystalliseret. Det vil sige at honningen bliver nødt til at blive varmet op, så vi kan fjerne de naturlige urenheder der findes i honningen, som f.eks. bier og bivoks. Derudover opvarmes honningen for at smelte de sukkerkrystaller, som naturligt dannes i honning. Smeltningen skal hjælpe til med at filtrere og forarbejde honningen, så den f.eks. kan blive til en dejlig cremet honning lige til at smøre på brødet.

Jakobsens sørger for at varmebehandlingen er så skånsom som mulig, så de naturlige egenskaber i honningen bevares.

ØKOLOGI & SIRUP

Økologisk agavesirup

Jakobsens økologiske agave sirup stammer fra Mexico, og findes i en lys og en mørk udgave. Farvenforskelle skyldes arten af den agave, der anvendes, samt i hvor høj grad sirupen er filtreret. Den mørke agave sirup har en lækker karamelliseret smag, hvorimod den lyse agave sirup er mere sød og mild i smagen. Giv hverdagen mere sødme med den delikate økologiske agave sirup fra Jakobsens. Den er et lækkert alternativ til almindelig sukker. Den opløses let og krystalliserer ikke.

Et (sub)tropisk mirakel

Agaveplanten vokser i de tropiske og subtropiske tørre områder, især i Caribien og Mexico. Navnet betyder storslået eller fremragende, og det er hvad planten er, specielt når den er i blomst. Agaven er en flerårig urteagtig plante, der har en kort overjordisk stængel. Bladene på agaven er samlet i tætte rosetter, hvori de enkelte blade er meget kødfulde, læderagtige, spidse og fiberholdige. Bladene indeholder meget styrkevæv, så de ikke falder sammen under tørkeforhold.

Blomstringen af agaveplanten finder først sted efter mange år, men når den blomstrer, vil den på få uger danne en 2-8 m høj blomsterstand med mange sidegrene og hvide eller gule blomster.

Et naturprodukt

Agave sirup er et naturprodukt, som er udvundet af agaveplanten. Økologisk agave sirup bliver produceret ved lav varme og har enten en mørk eller lys orange farve, og den er samtidig tyndere i konsistensen end flydende honning.

Agave sirup kan anvendes som et alternativt sødemiddel i al madlavning. Agave sirup søder 1,5 gange mere end almindelig sukker, og man vil derfor skulle anvende mindre af den. Anvend fx agave sirup i din kaffe eller te eller som topping på yoghurt og müsli, samt på pandekager og vafler.

PRODUKTER

Smag på det naturlige

Vi har et bredt udvalg af produkter inden for både honninger, sirup, dressinger og bolcher – fælles for dem alle er, at de er udviklet med den naturlige smag i fokus. Alle vores produkter er enten økologiske eller fri for kunstige aromaer, farvestoffer, sødemidler og konserveringsmidler

Se vores produkter her